︎

YYYYMMDD  >>> BACK HOME <<<  >>> SELECTED FEATURES <<<  >>> HIDDEN ARCHIVE <<<

[20220603]

DIVINE DESIRES by STINE DEJA and MARIE MUNK at POLITIKENS FORHAL curated by SIGNE CECILIE JOCHUMSEN [from 20220522 to 20220618]


[Photos: David Stjernholm]


[DK] 

Når vi taler om ’oplysning’, er det med en død metafor.En oplysning er et faktum: belysningen af ensag. Men det er også, helt konkret, lyset, dermuliggør,at noget kan ses. Oplysningstiden er perioden,hvor europæerne blev besat af fakta og af det, derkan ses; det er en tid præget af teknologiske og videnskabeligefremskridt – fremskridt: endnu en dødmetafor – som vi på mange måder stadig befinderos i. Der kom lygter, som kastede lys over byerne,så folk dansede i gaderne. Lys efter mørkets frembrud! Et sekulært mirakel, en sejr over naturen. Meni euforien over alt det nye falmede vores relation tildet, som ikke umiddelbart lader sig oplyse eller forstå.Verden blev et ansigt, som ligger med opspiledeøjne og ikke kan falde i søvn, ikke kan drømme, fordi lyset aldrig slukkes.

I Politikens Forhal har Stine Deja og Marie Munkinstalleret en enorm person. Måske en slags guddom, en altseende ’Big Brother’, eller et forstørretspejlbillede af os selv. Hovedet kunne minde ombuddhismens store statuer, og hænderne, der hvileløstbevæger sig i vinduerne, om Gud og Adam på Michelangelos berømte maleri i Det Sixtinske Kapel. Lydsporet understreger den ophøjede, spirituelle, næsten melankolske stemning. Den blændende ogkliniske klarhed, der hersker i rummet, er på en gang, som når vi møder Gud i en Hollywood-film, og når livskabes under et mikroskop i et laboratorium. Her eraltså endnu en død metafor, der refererer både tildet guddommelige og dets fravær.

Tager vi udgangspunkt i udstillingens titel,Divine Desires, understreges det modsætningsforholdyderligere. For hvor det hellige kan forstås som nogetstatisk, der indgyder en vis ro, er det omvendt medbegæret. Hånden hiver i vinduet, som den søvnløsescroller natten væk i lyset af sin smartphone, ellersom var de forbipasserende på Rådhuspladsen delaf en endeløs nyhedsstrøm. Hvad er det for en oplysning,denne person søger? Hvornår er det nok? Deter, som om selve objektet er erstattet af et tomrum,eller at det begær, titlen henviser til, simpelthen eret begær efter begæret selv.

I renæssancen gjorde udviklingen af perspektivet,at maleriet begyndte at blive opfattet som et vindue,en åbning mod en fiktiv verden, adskilt fra voresegen. Hvor de tidligere flade gotiske billeder havdeværet præsentationer – direkte, nærmest kødelige – skabte de malertekniske fremskridt i stedet re-præsentationer. Og med det blev kunsten altså tilføjetbegærets hovedingrediens: fravær, afstand. Somen af tidens store tænkere, Filarete, formulerededet, kan det nye, rummelige maleri siges at værefalsk, fordi det viser ’noget, som ikke er’ – una cosache non e’.

Det er oplagt at forstå skærmen som den senesteudvikling af vinduesmetaforen: et lysende interaktivtbillede, der gør det muligt for os at betragte livet.Men selvom det nye vindue i høj grad forbliver enbegærsmotor, repræsenterer det ikke længere enafstand til det, der begæres, men måske snarereselve infrastrukturen, der giver os adgang til det. Det er den logiske glitch, vi bliver konfronteret medi Divine Desires.

Idet vi træder ud af rammen og ind på den andenside af vinduet på Rådhuspladsen, står det klart, atvi er i et maskinrum, på en fabrik. Med den mekaniskehånd peger Deja og Munk på, at vores omgang medoplysning ikke bare er en type forbrug, men i høj gradogså en form for arbejde. Repræsentation og produktioner en og samme ting, og det, der produceres, går under navnet ’content’. Vi står som ved et samlebånd, åndsfraværende og passive, og reproducererverden, som den ruller forbi på den anden side af englasflade. Hvis den store figur i første omgang kunneforstås som en højere magt, der styrer de små fodgængeremed sine enorme hænder, er den nu snareresom Prometheus, lænket i grotten, som straffor at have stjålet ilden fra guderne.

Ilden, oplysning, æblet fra kundskabens træ, så er vitilbage ved Adam og Eva, bogstavelig talt the oldeststory in the book. Forskellen er vel det her nye åndsfravær:at indsamlingen og produktionen af oplysningergør os til, netop, ’followers’ – ikke, som gudernefrygtede dengang med Prometheus, konkurrenter tilOlympen. Vi elsker vores fængsel og den måde, somhåndens næsten hypnotisk repetitive bevægelser henover skærmen kan få kroppen til at forsvinde på ogselvet til at gå i opløsning. For hvad den nye statusaf medløber mangler i handle- og tankekraft, findesi overmål som begær og nydelse. Både den nydelse,der kommer med hengivelsen, og hengivelsenstætte forhold til opgivelse – at lade sig rive med,følge strømmen, er også, i et vist mål, at frasige sigansvar. Men ligelides det masochistiske, der liggeri et begreb som doom scrolling, og den stærke autoerotisme,som kendetegner vores konstant sideløbendeproduktion og forbrug af egen og andresselvfortællinger.

Vinduet er, med andre ord, fuldstændig perforeret.Alle er på en gang indenfor og udenfor maskineriet,på begge sider af skærmen. Men det er ikke detsamme, som at afstanden ikke længere findes, ellerat begær kan blive ved med at afføde sig selv. I DivineDesires genintroduceres glasfladen som et centraltelement for at sætte spørgsmålstegn ved, om det, viser igennemden, stadig er som på Filaretes tid: unacosa che non e’ – noget, som ikke er.

[Text: Kristian Vistrup Madsen]





©YYYYMMDD 2021 All content and design by Daniela Grabosch + Ricardo Almeida Roque unless otherwise stated. Images, Videos and Texts can only be used under permission of the author(s).